Bevidsthedsrummet

Kapitel i Tibetanske hjerter. En fotobog af Marianne Leth

Aschehoug 2002

Tim Pallis

Da jeg var dreng, læste min mor en bog højt for mig, som lagde kimen til min interesse for den tibetanske buddhisme. Det var en trivialroman af Guy Boothby med titlen Doktor Nikola, trykt i København 1899. I første kapitel møder vi en gal videnskabsmand, magiker og hypnotisør, som tager til Kina og derfra ind i Tibet for at blive indviet i et hemmelighedsfuldt kloster. Det lykkes ham at forlade Tibet igen med et par små flasker med en eliksir, som ikke alene stopper aldringsprocessen, men også forynger mennesket. Den historie gav mig det indtryk, at man i den tibetanske "lamaisme", som man kaldte den på den tid, vidste noget om det at leve og dø, som vi ikke kender til i Vesten.

Jeg blev så fascineret af muligheden for at trænge ind i de hemmeligheder om livet og døden, som Tibet rummer, at jeg tog til Nationalmuseet for at se de tibetanske og mongolske samlinger. I timevis kunne jeg stå der og betragte de fantastiske samlinger, som Henning Haslund-Christensen havde bragt hjem fra sine centralasiatiske ekspeditioner. Senere gik jeg på biblioteket og fandt hans bøger Jabonah (1932), Zajagan (1935) og Asiatiske strejftog (1945). Jeg læste Sven Hedins bog Transhimalaya (1911), Alexandra David-Neels Over alle bjerge til Lhasa (1945) og Ferdinand Ossendowskis Vildyr, Mennesker og Guder (1925). I 1953 kom så det pragtfulde værk af Fosco Maraini Det Hemmelige Tibet, som blev den vigtigste bog for mig om Tibet i min barndom.

15 år gammel var jeg med min far Svend Aage Pallis, som var professor i religionshistorie ved Københavns Universitet, på det Det kongelige Bibliotek for at se den tibetanske buddhismes kanoniske skrifter Kanjur. Prins Peter havde på den tredje danske centralasiatiske ekspedition fra 1950 til 1954, kort før kineserne trængte ind og lukkede Tibet af for omverdenen, skaffet et eksemplar af alle 108 folianter fra Lhasa.

Folianterne ankom indsvøbt i store bundter yakokse huder. Magister Erik Haahr i Orientalsk Afdeling viste os disse værker, som er hjørnestenen i den meget omfattende samling af tibetanske håndskrifter og bloktryk, som Det kongelige Bibliotek i dag er i besiddelse af. Her blev min interesse for buddhismen for alvor vakt. Erik Haahr forærede mig et par tibetanske tryk, som jeg sammen med nogle dejlige farvetryk af tibetanske thankaer dekorerede væggen med i mit værelse på Stenhus Kostskole.

Jeg husker de mange dejlige timer fra min tidlige interesse for tibetansk buddhisme, hvor min far sammen med mig gennemgik indholdet af både Hinayana buddhismens og Mahayana buddhismens omfattende litteratur. Han skrev en oversigt over hovedværkerne i Kanjur, og ordnede dem systematisk på en anskuelig måde, så jeg kunne få et indtryk litteraturens indhold. Jeg købte dengang W.Y. Evans-Wentz The Tibetan Book of the Dead (1927), som jeg ganske vist på det tidspunkt hverken kunne læse eller forstå. Men jeg havde den hos mig som en slags talisman med et hemmeligt budskab.

I min ungdom kom jeg imidlertid helt væk fra buddhismen og begyndte at studere vesterlandsk filosofi. Nu kunne jeg for alvor diskutere filosofi med min far, som selv havde læst filosofi på universitetet og havde en stor samling filosofi bøger i sit bibliotek. Vi beskæftigede os med "erkendelsesproblemet", "bevidsthedsproblemet" og ikke mindst "omverdensproblemet".

Jeg indså efter mange års forsøg på at afklare disse fundamentale filosofiske problemer, at det ikke var muligt at løse dem med Vestens dualistiske begrebsverden og tænkemåde. Derfor vendte jeg tilbage til buddhismens eksistentielle ikke-dualisme, hvor man søger at erkende bevidsthedens væsen for derved at ophæve skellet mellem bevidsthed og omverden.

Omkring 1966 blev jeg igen opmærksom på den tibetanske dødebog i form af Timothy Learys The Psychedelic Experience. Denne gang fik den en ganske særlig betydning som rejsefører i det psykedeliske univers. Sagen er, at det psykedeliske trip er en præ mortem død og genfødsel af vor dualistiske måde at opfatte virkeligheden på. Det er en død og genfødsel af vor sædvanlige personlighed, en død og genfødsel af de neurale mekanismer, som opretholder vor sædvanlige sanseopfattelse af virkeligheden, og som filtrerer og regulerer vor erkendelse og bevidsthed om "omverden".

Det var Aldous Huxley, som gjorde Timothy Leary opmærksom på, at "Den tibetanske dødebog" kunne bruges som en fremmedfører på den psykedeliske rejse, skønt den egentlig er en vejledning i at dø og blive ét med det klare lys' levende fred. De visionære himmelske eller dæmoniske oplevelser i bardo tilstanden, som dødebogen beretter om, er karmiske illusioner eller mentale projektioner af vor misforståede opfattelse af os selv, og hvad der er virkeligt. Derfor, hvad er den egentlige virkelighed? I den tibetanske buddhisme kaldes den Dharmakaya eller Rigpa og dét er ensbetydende med Buddhanaturen i alle levende væsner.

Bardo tilstanden i Den tibetanske dødebog betyder "overgangsfasen". Den traditionelle fortolkning er naturligvis overgangen fra ét livs dødsøjeblik til et nyt livs genfødsel. Men der er en anden fortolkning, som siger noget nærmere om, hvad den tibetanske buddhisme peger på. Bardo tilstanden er snarere det mellemliggende bevidsthedsrum mellem to forskellige faser. Disse to faser er ikke nødvendigvis to forskellige liv, men kan også være to forskellige øjeblikke eller to forskellige tanker. Selve mellemrummet mellem tankerne er den egentlige virkelighed eller Buddhanaturen.

Derfor er Den Tibetanske Dødebog ikke nødvendigvis en bog om, hvad der sker efter dødsøjeblikket, men også en bog om, hvad der sker i den buddhistiske meditation. Det betyder, at den også er en bog om at være opmærksom på livet og vore mentale projektioner øjeblik for øjeblik. Opdagelsen af Den Tibetanske Dødebog i Vesten faldt sammen med kineserne besættelse af Tibet og udslettelsen af den tibetanske kultur. Men i og med tibetanernes diaspora er resten af verden i den grad blevet begavet med den tibetanske buddhismens religionspsykologi og religionsfilosofi.

Den tibetanske Nyingma mester Sogyal Rinpoche, som har bosat sig i England og oprettet et netværk af meditationscentre overalt i Vesten, siger følgende: Bevidsthedens natur er selve forståelsens rod. På tibetansk kalder vi den Rigpa, en tilgrundliggende, ren, frisk årvågenhed, som på samme tid er intelligent, erkendende, strålende og altid vågen. Den kan siges at være viden om selve det at vide.